SÅ ENKELT ER DET…
Væn dig af med at ville have det, du ikke får, og begynd at give det, du rent faktisk råder over.
Parforholdskriser bunder ofte i skuffede forventninger, og de opstår typisk, fordi I ikke får skabt klarhed om aftaler og de forventninger, I hver især har. Jeg kan hjælpe jer med at se, hvad der foregår imellem jer, så I selv bliver i stand til at løse jeres konflikter.
Er du klar til at give gaver?
Mange af os tror, vi kan inspirere andre til at forandre sig: ”Kunne du ikke forandre dig lidt, du?” Hvor tit tror du, det sker? Hvad er så løsningen? Det er at ændre din egen tilgang, så du ikke længere bare håber og forventer, at noget sker, men at du tænker over, hvad du aktivt kan gøre, som du har en indflydelse på. Du skal i gang med at ”give gaver”.
Værsgo – fra mig til dig!
I faldt for solsiden hos hinanden, så opdagede I, at der fulgte en skyggeside med, og nu er øvelsen at indse, at det ene ikke eksisterer uden det andet. I må lære at sætte pris på helheden, og den gave, du kan give, er at acceptere din partners skyggeside. Du kan f.eks. ikke få din partner til at holde op med at smaske højlydt ved bordet, men måske kan du få dig selv til at acceptere det? Det er en stærk gave at sige: ”Det gør ikke noget – den accept får du af mig, min ven”.
Sådan foregår en session
Sammen skaber vi klarhed over jeres respektive ønsker og skuffede forventninger. Terapien består bl.a. af praktiske øvelser og ”hjemmearbejde”, hvor I finder ud af, hvad I hver især ønsker og er villige til at give hinanden.
I sidste ende handler det om at indse og acceptere, at processen aldrig stopper. Firkantet sagt kan du vælge mellem at slås med problemer, du ikke kan løse, eller at tage fat i dem, du kan løse.
Hvor lang tid tager det?
Allerede efter første session hos mig vil I opleve en effekt. De fleste par fanger hurtigt pointen – at det handler om en holdningsændring – og for nogle par er én gang parterapi nok.
Har I brug for parterapi?
- Dialogen er kørt fast, omgangstonen er hård, og I misforstår hinanden.
- Vrede og ophidselse er en del af kommunikationen – I glemmer at lytte.
- I har fået børn, mangler overskud, og nærheden er gået tabt.
- Skal forholdet fungere igen, kræver det afklaring. Vælger I at fortsætte sammen, skal I genfinde hinanden.
- I har mistet interessen for hinanden, for sex og for at lave ting sammen.
Kan I genkende jer selv i ovenstående, kan terapi være en god idé.