”Jeg bliver først lykkelig, når jeg får en kæreste”. Hvad skulle der nu være i vejen med det? tænker du måske. Problemet er, at hvis du tænker på den måde, gør du dig selv svag og sårbar. For hvad er dine handlemuligheder? Er det noget, du kan gøre noget ved? Og hvis ikke, har du låst dig fast i rollen som ulykkelig. Det er med andre ord en SÅRBAR tilgang til verden. Du har ikke noget ”håndtag” at skrue på, som kan bringe dig i mål.
Hvordan skal man så forholde sig til f.eks. ønsket om en kæreste? Den STÆRKE OG RESSOURCEFULDE tilgang er at fokusere på det, du kan gøre noget ved: Hvad har jeg lyst til at lave, indtil jeg får en kæreste? Vil jeg rejse, starte virksomhed osv. Pludselig er der ”et håndtag” – noget du kan rykke på.
Hvorfor vælge at være sårbar?
Din måde at anskue problemer eller tackle udfordringer på er afgørende for, hvordan du har det – uanset hvad det handler om. Det er dit valg. Måske er du ikke engang klar over, at du pr. automatik vælger den sårbare tilgang, fordi sådan har du altid gjort. Det kan sammenlignes med altid at spille offerrollen – man får muligvis medlidenhed, men ingen styrke og magt over sit liv. Den sårbare tilgang gør dig sårbar over for stress, mens den stærke tilgang gør dig modstandsdygtig.
DEN STÆRKE OG DEN SÅRBARE SELVREFERENT*
2 måder at se sig selv og være i verden på. Hvem er du?
Den stærke selvreferent
- Kigger efter handlemuligheder – håndtag, man kan skrue på
- Føler sig autentisk
- Går efter sine mål – accepterer hvis det slår fejl
- Tager udgangspunkt i sine ressourcer
- Ønsker er noget, man arbejder på at få opfyldt
Den sårbare selvfererent
- Ryger over i en mangeltilstand: ”Nogen kom og hjælp mig…”
- Forventninger og drømme ”uden håndtag” – man venter passivt eller presser uden at opnå noget
- Bliver skuffet over forventninger, der ikke bliver indfriet
- Kommer væk fra sig selv og ryger over i en uautentisk rolle
- Føler et ydre pres, som i virkeligheden kommer indefra
*Udtrykket selvreferent kommer fra buddhistisk psykologi og referer til de grundlæggende forventninger, der ligger under den rolle, man spiller.